Det er takket være vores forfædre, at vi er det, vi er i dag. Den arv, som de har efterladt os, kan siges at være en del af dem selv. For at de kan leve videre i vores erindring, er det vores opgave at tage os af arven og give det nyt liv.

Hotellet Fleur de Neige er ikke kun en bygning. Det er opfyldelsen af to familiers og tre generationers drøm. Det har en sjæl og en historie.

Thérèse og Auguste Cottet bygger hotellet:
Thérèse og Auguste Cottet har købt grunden, hvorpå hotellet er bygget i 1935. De kom oprindeligt fra en lille schweizisk by, Hermance. Efter at være rejst fra Hermance, havde de købt en bar med restaurant i Vogny nær Thonon. De elskede arbejdet, men havde en drøm om at flytte til en lille by i bjergene og bygge deres eget hotel.

I 1935 fik de chancen for at købe en grund i Châtel. Da byggeplanerne var færdige, kunne arbejdet begynde. Mens byggearbejdet stod på, lejede de sig ind i det lille hus ved siden af grunden, hvor de lavede familiepensionat og tog imod rejsende, som kom igennem Châtel.

På daværende tidspunkt kunne ingen vide, at Châtel ville blive den ansete skiferieby, den er i dag. Man havde i slutningen af det nittende århundrede gjort forsøg på at gøre Châtel til et kursted, takket være to kilder (en svovlholdig og en jernholdig) med udspring i Tré-les-Pierres. Forsøget var mislykket, men til trods for dette var familien Cottet fulde af håb.

Uger, måneder og år gik og hotellet tog form lidt efter lidt. I slutningen af 1938 stod hotellet klar til at åbne sine døre for de første gæster for vintersæsonen.

2. verdenskrig:
Da 2. Verdenskrig brød ud, forsvandt turisterne og Fleur de Neige blev rekvireret af de italienske tropper. Da disse var på retræte, blev hotellet rekvireret af den franske hær og var ikke fri før krigens var slut.

Under krigen var familien Cottet nød til at tage tilbage til Schweiz for at tjene til livets ophold. Thérèse og Augusts’s søn, Pierre Cottet (født i 1926), der ønskede at føre forældrenes hotel videre, tog i årene 1942 – 1944 til Montreux i Schweiz for at komme i lære som kokkeelev på hotel Bonnivard. Da han var udlært og havde opnået sit kokkediplom, fik han arbejde som køkkenassistent på hotel Ecu i Neufchatel indtil 1945. Fra begyndelsen af 1945 til efteråret 1945 arbejdede han som køkkenassistent på Buffet de la Gare Cornavain i Genève.

I den periode, hvor familien Cottet var væk fra hotellet, hjalp Thérèses søster – Marguerite Decorzent – og dennes mand med at holde øje med og tage sig af hotellet. Hr. Decorzent var chauffør for busfirmaet S.A.T. og kørte i dagstimerne buslinjen mellem Châtel og Thonon-les-Bains. Om aftenen kunne han således tage tilbage til hotellet, hvor hans hustru tilbragte dagen med at lave mad til soldaterne, som havde gjort krav på hotellet. Under deres strenge overvågning, måtte hun også stå for alle de huslige pligter og vedligeholdelsen af hotellet. Det var også Marguerite Decorzent, som tog imod de flygtninge, som søgte ly om natten da Abondance, en lille by 11 km fra Châtel, blev bombarderet.

Ved krigens ophør kunne Thérèse og Auguste vende tilbage til Châtel, hvor de i nogle måneder fik pålagt af den franske regering at huse og forsyne børn fra Lyon, som havde lidt under krigen. Da børnene tog hjem igen, var de blevet raskere takket være den fiske bjergluft og køernes gode fede mælk.

Fleur de Neige kunne åbne igen som hotel for vintersæsonen 1945-1946. Dengang var de, som kom til bjergene hovedsageligt sommergæster, som søgte naturens stilhed og skønhed. Men hotellet tog også imod de første skiløbere i området, som kom for at afprøve de sneklædte bjergskråninger, dengang stadig uden skilifter. Med opførelsen af Châtels første skilift i 1947 ved Vonnes, begyndte de første skisportsturister at komme til byen. Flere og flere valgte nu Châtel som destination for deres vinterferie.

Maurice Neuvecelle kommer til hotellet:
I december 1953 tog August Cottet til Thonon-les-Bains for at købe kartofler til sin restaurant hos Fernand Neuvecelle. Han benyttede sig af lejligheden til at spørge Fernand om han kendte nogen, som kunne komme at arbejde på hotellet i en 14-dages tid til jul og nytår. Fernands søn, Maurice Neuvecelle, som på det tidspunkt var 17 år, sagde, at han gerne ville hjælpe.

Således kom Maurice til Fleur de Neige med den hensigt kun at blive der i de travle uger over jul og nytår. Han fandt dog hurtigt ud af, at han kunne lide arbejdet og besluttede sig for at gøre det til sin profession.

Efter kun nogle få måneder indså August, Thérèse og Pierre, at de kunne have tillid til Maurice og betroede ham ansvaret for restauranten. Han havde en medfødt evne til at få gæsterne til at føle sig hjemme og var fuldstændig hengiven til sit arbejde.

En dag kom, hvor August Cottet måtte trække sig tilbage af helbredsmæssige årsager.

Et oprigtigt og stærkt venskab var vokset mellem Thérèse og Pierre Cottet og Maurice Neuvecelle. Thérèse bad Maurice om at love hende at blive ved hendes søns side og hjælpe ham på hotellet i fremtiden, eftersom Pierre aldrig havde stiftet familie.

I august 1962 efter en lang kamp mod sygdom sov Thérèse Cottet ind.

I en alder af 36 var Pierre Cottet nu alene om at styre hotellet. I mange år knoklede han for at føre hotellet videre, som hans forældre havde overdraget ham. Han tog sig af alt det administrative arbejde, korrespondancen med kunderne og kontakten med leverandørerne samtidig med at han stod for madlavningen til restauranten.

Maurice, som nu tog sig af både restauranten og receptionen og som var loyal overfor Fleur de Neige og overfor det løfte, han havde givet Pierres mor, var en stor hjælp for Pierre.

Pierre kunne se, at han kunne regne med Maurice og i 1977 tilbød han ham at blive hans kompagnon. Maurice takkede ja til tilbuddet og Pierre udnævnte ham til administrerende direktør for hotellet og gjorde ham til aktionær.

Idet Pierre ikke selv fik børn, blev han meget knyttet til de fire børn, som Maurice og Danielle Neuvecelle fik. Den dag i dag er han stadig som en far for dem.

I dag er det Maurice Neuvecelles yngste søn Stéphane, som står for den daglige ledelse af hotellet. Pierre Cottet er så småt begyndt at trække sig tilbage for at overlade det fulde ansvar til ham og hans familie.

Pierre er lykkelig for at kunne regne med dem og det er med glæde og kærlighed til professionen, at han giver dem en hjælpende hånd, hvis de har brug for det.